Vilkår for konto i Coop Bank til brug for PrimeKonto fordelsordningen

Gældende fra 1. maj 2020

  • 1. Generelle betingelser
  • 1.1 Indledning
    PrimeKonto er en fordelsordning for Coops medlemmer og profilkunder, som udbydes og administreres af Coop Danmark A/S.

    PrimeKonto indeholder en række fordele, der er knyttet til en konto i Coop Bank A/S. Kontoen oprettes hos og administreres af Coop Bank.

    For kontoen gælder de vilkår, som fremgår nedenfor.

    1.2 Oprettelse af kontoen
    Du opretter kontoen via din Coop app, som du skal have downloadet til din smartphone.

    For at få oprettet kontoen skal du være fyldt 18 år og have en betalingsmetode eller et betalingskort, som du tilføjer i din Coop app i forbindelse med oprettelsen. Du skal derudover have dansk CPR-nummer samt folkeregisteradresse i Danmark.

    1.3 Kommunikation og ændring af vilkår
    Du modtager som udgangspunkt alle udskrifter, meddelelser, aftaler og vilkår m.v. fra os elektronisk enten pr. e-mail, i din Coop app, e-Boks eller via anden elektronisk kommunikationsform. Elektroniske breve, meddelelser m.v. har samme virkning, som hvis de var sendt med fysisk post.

    Vi kan ændre disse vilkår uden varsel, når det er til fordel for dig. Ellers vil ændringer ske med 3 måneders varsel. Varsling vil som udgangspunkt ske via e-mail.

    Det er dit ansvar at give besked, hvis dine kontaktoplysninger ændres. Oplysningerne kan du altid ændre i din profil i Coop app’en eller ved kontakt til Coop Medlemsservice.

    Du kan altid finde den gældende version af vilkårene på vores hjemmeside: www.coopbank.dk.

  • 2. Kontoen
  • 2.1 Indbetaling til kontoen
    Du skal indbetale et beløb til kontoen, før du kan betale med den.

    Indbetaling til kontoen sker i din Coop app og via det betalingskort, som du har tilføjet i forbindelse med oprettelsen.
    Det er ikke muligt at indbetale beløb til kontoen på andre måder end via din Coop app.

    Alle indbetalinger til kontoen udgør e-penge (elektroniske penge) og er reguleret af lov om betalinger.

    Du kan anvende følgende betalingskort ved indbetaling til kontoen: Dankort, Visa/Dankort, MasterCard, Visa eller Visa Debit. Du kan også anvende andre betalingsmetoder, som understøttes af Coops app.

    Dine kortoplysninger håndteres via en godkendt og certificeret betalingsleverandør. Leverandøren sørger for, at alle oplysninger behandles krypteret, så andre ikke kan få adgang til dine oplysninger.

    2.2 Beløbsgrænser
    For at øge sikkerheden og begrænse risikoen for misbrug m.v. gælder der forskellige beløbsgrænser for blandt andet indsættelser og indestående på kontoen.

    Grænserne kan ændres løbende af Coop Bank uden varsel.

    2.3 Køb i Coop
    Når indbetalingen til kontoen er godkendt, kan du straks bruge det indbetalte beløb til køb i Coop – både i de fysiske butikker og online på Coop.dk MAD og Coop.dk Shopping (1).

    Betaling med kontoen sker via din Coop app, og du kan altid se din aktuelle saldo og følge med i dit forbrug i din Coop app.

    Beløb, der er indbetalt til kontoen, kan ikke omveksles til kontanter eller overføres til andre.

    Betalinger, som du har godkendt, kan ikke tilbagekaldes efterfølgende. Du skal derfor altid sikre dig, at beløbet er korrekt, inden du godkender betalingen.

    2.4 Sikkerhed – personlig kode
    Du skal oprette en personlig PIN-kode i din Coop app, som skal anvendes i forbindelse med alle indbetalinger til kontoen og ved efterfølgende betalinger med kontoen ved køb i Coop.

    Din konto er personlig, og du må ikke overdrage den eller din personlige kode til andre.

    2.5 Betalinger, som du ikke har godkendt
    Det er vigtigt, at du løbende følger med i forbruget på din konto og straks spærrer den, hvis der er betalinger, som du ikke kender til eller ikke har godkendt.

    Du spærrer din konto ved at kontakte Coop Medlemsservice på telefon 43 86 20 20.

    Hvis din konto misbruges, får du dækket dit tab. I tilfælde af misbrug skal du kontakte Medlemsservice, der kan hjælpe dig.

    Hvis der er sket misbrug af dit betalingskort, skal du i stedet rette henvendelse til den bank, som har udstedt det betalingskort, som du har lagt i din Coop app.

    2.6 Ophør
    Du kan til enhver tid opsige din konto uden varsel.

    Vi kan lukke din konto uden varsel, hvis du:

    - tager fast bopæl udenfor Danmark
    - afgår ved døden
    - melder dig ud af Coop
    - misligholder andre aftaler med os, herunder kredit

    Hvis vi lukker din konto, har du krav på en saglig begrundelse. Ved kontoens ophør overføres eventuelt indestående til dig, medmindre der foretages modregning i henhold til punkt 2.7 eller 3.7 nedenfor.

    2.7 Udbetaling til din NemKonto
    Udbetaling fra kontoen – enten i forbindelse med ophør eller i andre tilfælde – sker altid til din NemKonto.

    Ønsker du udbetaling af beløb, som tidligere har udløst ikke-købsbetinget bonus fra Coop Danmark, vil en forholdsmæssig del af en sådan bonus blive tilbageført til Coop Danmark inden udbetalingen.

    For at kunne foretage udbetaling til din NemKonto modtager vi information om dit NemKonto-nummer, når vi sender en udbetalingsmeddelelse til NemKonto-systemet.

    Du kan altid ved henvendelse til NemKonto support få oplyst, hvilke oplysninger NemKonto-registeret indeholder om dig, ligesom du også altid kan få vejledning til at rette eller slette eventuelt forkerte oplysninger. NemKonto Support kan kontaktes på 44 60 63 68.

    2.8 Indsigelser eller manglende dækning ved indbetalinger
    Hvis banken modtager meddelelse om manglende dækning eller misbrug på det betalingskort, som er anvendt ved indbetaling på kontoen, er banken berettiget til straks at tilbageføre det indbetalte beløb fra din konto. Du vil altid modtage besked fra banken, hvis vi tilbagefører beløb fra din konto.

    Hvis der ikke er dækning for det tilbageførte beløb på din konto skal du straks indbetale det manglende beløb.

    (1) Betaling med PrimeKonto på Coop.dk Shopping kommer senere.

  • 3. Kredit på kontoen
  • 3.1 Oprettelse af kredit
    For at oprette en kredit på kontoen skal vi kunne indhente navne- og adresseoplysninger automatisk fra CPR-registret. Det kan vi ikke, hvis du har hemmelig adresse.

    3.2 Træk på kredit
    Du trækker på din kredit via din Coop app.

    Der vil i forbindelse med dit første træk på din kredit blive foretaget en kreditvurdering og i visse tilfælde et opslag i RKI-registret. Du vil modtage et afslag, hvis du ikke lever op til vores kreditkrav.

    Du kan trække 1.000 kr. Beløbet kan bruges til køb i Coop (se ovenfor i punkt 2.3).

    Det trukne beløb skal tilbagebetales ved det efterfølgende første månedsskifte. Hvis du trækker din kredit den 25. eller senere, skal den først tilbagebetales ved andet månedsskifte efter trækket.

    Når kreditten er tilbagebetalt, kan du straks trække din kredit igen.

    3.3 Tilbagebetaling af kredit
    Tilbagebetaling af din kredit sker automatisk den sidste bankdag i måneden ved træk på det betalingskort, som du har lagt i din Coop app.
    Du kan altid selv indfri/tilbagebetale din trukne kredit via din Coop app.

    Du kan anvende følgende betalingskort ved tilbagebetaling via din Coop app: Dankort, Visa/Dankort, MasterCard, Visa eller Visa Debit. Du kan også anvende andre betalingsmetoder, som understøttes af Coops app.

    Dine kortoplysninger håndteres via en godkendt og certificeret betalingsleverandør. Leverandøren sørger for, at alle oplysninger behandles krypteret, så andre ikke kan få adgang til dine oplysninger.

    3.4 Rente på kredit
    Der beregnes ikke rente ved træk på kreditten.

    3.5 Ophør af kredit
    Du kan til enhver tid opsige din kredit uden varsel.

    Vi kan lukke din kredit uden varsel, hvis du:

    - ikke tilbagebetaler din kredit som aftalt
    - melder dig ud af Coop
    - ikke har benyttet din kredit i 12 måneder
    - misligholder andre aftaler med os
    - indleder gældssanering, konkurs, rekonstruktion eller anden form for insolvensbehandling
    - afgår ved døden
    - tager fast bopæl udenfor Danmark

    Bemærk, at det er et krav for at opretholde din kredit, at du har et aktivt betalingskort i din Coop app eller en anden betalingsmetode, som understøttes af Coops app. Du kan derfor ikke fjerne dit betalingskort, medmindre du samtidig tilbagebetaler kreditten eller samtidig lægger et nyt betalingskort i Coop appen.

    3.6 Fortrydelsesret
    Du har ret til at fortryde din kredit inden for 14 dage, regnet fra den dag din kredit stilles til disposition. Hvis fortrydelsesfristens sidste dag falder på en lørdag, søndag, helligdag, grundlovsdag, fredag efter Kristi Himmelfartsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udløber fristen den følgende hverdag.

    Ønsker du at benytte fortrydelsesretten, kan det ske ved at ringe til Coop Bank Kundeservice på telefon 43 86 11 11, inden fristen udløber. Desuden skal det modtagne beløb tilbagebetales.

    3.7 Modregning
    Vi kan uden forudgående meddelelse modregne ethvert forfaldent tilgodehavende hos dig i eventuelt indestående på kontoen eller dine øvrige konti hos os. Modregning kan ligeledes ske i eventuel opsparet bonus.

  • 4. Pris- og gebyrændringer
  • Oprettelse og brug af kontoen, herunder kredit, er ikke forbundet med gebyrer eller andre former for omkostninger.

    Vi forbeholder os dog retten til at opkræve sædvanlige rykkergebyrer, herunder inkassoomkostninger, hvis en manglende dækning på kontoen, fx efter en tilbageførsel som nævnt i punkt 2.8, ikke indbetales, eller hvis en kredit ikke tilbagebetales som aftalt.

    Vi kan ændre vores priser og/eller tilføje nye gebyrer med 3 måneders varsel, hvis vi ændrer vores generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, f.eks. for at øge indtjeningen eller opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af vores ressourcer eller kapacitet.

  • 5. Personoplysninger
  • 5.1 Dataansvar
    PrimeKonto fordelsordningen udbydes af Coop Danmark i samarbejde med Coop Bank. I relation til databeskyttelseslovgivningen er Coop Danmark og Coop Bank fælles dataansvarlige for den behandling af personoplysninger, som finder sted i forbindelse med driften af PrimeKonto.

    Coop Danmark håndterer de personoplysninger, som er nødvendige for at administrere PrimeKonto fordelene.

    Coop Bank administrerer de personoplysninger, som er nødvendige for at sikre opfyldelse af den finansielle lovgivning i relation til kontoen.

    5.2 Hvilke personoplysninger
    I forbindelse med etableringen af kontoen indsamler og registrerer vi en række almindelige personoplysninger om dig. Det omfatter navn, adresse, e-mail, telefonnummer, medlemsnummer samt betalingskortinformationer. I visse tilfælde beder vi også om billedlegitimation.

    Ved etableringen af kontoen skal vi også bruge dit CPR-nummer, der i Databeskyttelseslovgivningens forstand er såkaldt særligt regulerede personoplysninger.
    I forbindelse med etableringen kan vi indsamle yderligere kundeoplysninger om dig fra offentligt tilgængelige kilder, f.eks. fra CPR-registeret eller fra kreditoplysnings- og advarselsregistre. Det sker, når oplysningerne er nødvendige for at kunne udbyde og administrere din konto.

    Herudover behandler vi oplysninger om din brug af kontoen, fx reservationer for onlinekøb, betalingssteder, bevægelser og saldo på kontoen.

    5.3 Formålet med behandlingen
    Formålet med behandlingen er at administrere kontoen i henhold til disse vilkår.

    5.4 Retsgrundlaget
    Retsgrundlaget for behandlingen er EU Databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra b (kontraktforhold) og art. 6, stk. 1, litra c (retlige forpligtelser efter den finansielle lovgivning) samt Databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1.

    5.5 Opbevaringsperiode
    De personoplysninger, der behandles i forbindelse med din brug af kontoen, er omfattet af forskellig særlovgivning, der bl.a. regulerer, hvor lang tid oplysningerne skal opbevares. Det følger bl.a. af hvidvasklovgivningen, at oplysningerne skal opbevares mindst 5 år efter forretningsforholdets ophør eller mindst 5 år efter den enkelte transaktions gennemførelse. Bogføringsloven fastlægger ligeledes en opbevaringsperiode på 5 år for alle personoplysninger, der indgår i dokumentationen af enkelttransaktioner.

    Øvrige personoplysninger opbevares, indtil alle mellemværender mellem Coop Danmark og dig som medlem eller profilkunde er afsluttet. Udgangspunktet er, at personoplysningerne slettes senest 3 år efter ophøret af medlemskabet eller profilkundeforholdet. Bogføringspligtige oplysninger opbevares dog i 5 år efter udløbet af det år, hvor medlemskabet eller profilkundeforholdet ophørte.

    5.6 Videregivelse
    Når du bruger kontoen, udveksler vi informationer om enkelte transaktioner med de certificerede betalingsleverandører, som vi samarbejder med.

    Vi er desuden forpligtet til at videregive saldooplysninger til for-skellige offentlige myndigheder, herunder SKAT.

    5.7 Databehandlere og tredjelandsoverførsler
    Coop Bank anvender eksterne samarbejdspartnere og leverandører til drift, udvikling og hosting af f.eks. kommunikations- og markedsføringsløsninger, udarbejdelse af markedsanalyser og IT-systemer til håndtering af løn og forretningsdata.

    Disse samarbejdspartnere og leverandører er databehandlere for Coop Bank og behandler personoplysninger under instruks fra Coop Bank. Coop Bank har indgået skriftlige databehandleraftaler med disse databehandlere.

    Databehandlerne er underlagt fortrolighed og må ikke anvende personoplysningerne til andre formål end angivet i databehandleraftalen. Coop Bank kontrollerer kontinuerligt databehandlerne for at sikre, at de lever op til deres forpligtelser i databehandleraftalen.

    Coop Bank overfører i visse tilfælde personoplysninger til databehandlere, der er etableret uden for EU/EØS. Coop Bank er opmærksom på reglerne for dette og kræver, at databehandlerne opfylder de særlige krav, som en sådan behandling forudsætter.

    Med databehandlere i lande etableret uden for EU/EØS, hvor Kommissionen ikke har truffet afgørelse om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, har Coop Bank indgået særlige aftaler for at sikre, at beskyttelsesniveauet for behandlingen af personoplysninger lever op til samme krav, som enhver anden af Coop Banks samarbejdspartnere og leverandører, der behandler personoplysninger for Coop Bank inden for EU, skal efterleve. En kopi af aftaleformatet kan findes på Kommissionens hjemmeside her.

    5.8 Automatiske afgørelser
    Vi træffer automatisk afgørelser om din kreditværdighed.

    5.9 Dine rettigheder
    Databeskyttelseslovgivningen giver dig en række rettigheder i forhold til de personoplysninger vi behandler om dig. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os på:

    minedata@coop.dk.

    Du kan læse mere om Coop Banks behandling af personoplysninger i Coop Banks Almindelige forretningsbetingelser.

    Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

  • 6. Klage m.v.
  • Kontoen udbydes og drives af:

    Coop Bank A/S
    Roskildevej 65
    2620 Albertslund
    CVR-nr. 34887969

    Coop Bank har tilladelse som pengeinstitut og er underlagt tilsyn af Finanstilsynet (www.finanstilsynet.dk). Coop Bank kan kontaktes på www.coopbank.dk.

    Hvis du ønsker at klage over os, skal du i første omgang kontakte bankens kundecenter.

    Hvis du herefter fortsat er uenig i vores behandling af din henvendelse eller resultatet heraf, kan du kontakte den klageansvarlige i Coop Bank. Oplysninger om den klageansvarlige fås i Coop Bank eller på Coop Banks hjemmeside.

    Fører henvendelsen ikke til en tilfredsstillende løsning, kan du vælge at indbringe din klage for Pengeinstitutankenævnet, Amaliegade 8B, 2. sal, 1256 København K, tlf. 35 43 63 33, www.fanke.dk.

    EU-Kommissionens online klageportal kan også anvendes ved indgivelse af klage. Klage indgives på http://ec.europa.eu/odr. Ved indgivelse af en klage skal e-mailadressen klageansvar-lig@coopbank.dk angives.

    Klager vedrørende Coop Banks overholdelse af den finansielle lovgivning kan indbringes for Finanstilsynet.

    Klager over Coop Banks behandling af personoplysninger kan indbringes for Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 Køben-havn K, tlf. 33 19 32 00, www.datatilsynet.dk.